Efteråret kommer… og jeg er her stadig

Der var otte grader, da jeg kørte på arbejde i morges (jovist, det var også tidligt), der bliver flere og flere røde blade på buerne i AU’s solgård, og vi finder lige så stille termobukser og softshellheldragten frem… jo, den er god nok, efteråret kommer.

Selvom jeg først og fremmest er et sommerbarn (både af fødselsdato og generel årstidsglæde), må jeg indrømme, at efteråret med sin sprøde duft og knitrende blade sniger sig ind i på en lun andenplads. Bladenes farvespil kan der ikke sættes tilstrækkelige ord på, og efterårets hygge med tæpper, te og nye læseoplevelser kan – hånden på hjertet – bestemt også konkurrere med sand mellem tæerne og daglige is. 

Efterårene 2012 og 2015 vil jeg aldrig glemme, for det var der, jeg blev tilpas i min rolle som mor til henholdsvis et og to børn. Efteråret 2017 tror jeg heller ikke vil ryge i glemmebogen, for dette efterår skal bruges på én ting… færdiggørelse af min phd-afhandling. Så jeg har travlt i øjeblikket. Det er der ingen tvivl om. Sømanden er den, der mærker det allermest. Mit sociale liv (trods tre dage med dejlige aftaler i sidste uge) har været bedre, og det samme har min evne til at svare på sms’er og mails. Lige så stille begynder børnene, særligt D, også at mærke det, og det piner mig.

I går under tandbørstningen forsøgte jeg at forklare ham, at jeg har ekstra travlt i øjeblikket. At jeg indtil midten af december kommer til at arbejde mere, end jeg plejer, fordi jeg skal være færdig med “min bog” (det er ikke nemt at forklare en fem-årig, hvad et artikelbaseret phd-projekt er). Jeg gør ellers virkelig mit bedste, for at mit arbejdspres ikke skal gå ud over børnene. At de ikke skal have (mærkbart) mindre tid sammen med mig, fordi jeg er inde i en spidsbelastningsperiode.

Alligevel kiksede det i går, og jeg måtte sige til verdens sødeste kontormakker (han havde fået et lille bord og stol ind ved siden af mit skrivebord), at jeg ikke kunne hjælpe med hans puslespil hele tiden, fordi jeg var nødt til at arbejde. Det gjorde ondt på mig og særligt på ham. Selvfølgelig kunne jeg heller ikke holde mig væk, hvilket betød, at jeg var på uni 05:45 i morges.

Børnene skal ikke mærke, at jeg er presset. I hvert fald ikke mere end højest nødvendigt.

Share:

2 Comments

  1. Malene
    4. september 2017 / 16:37

    Shit mand, og her gik jeg og troede at det var stramt at balancere en eksperimentiel Phd. Fra nu af vil jeg prise mig lykkelig for at jeg kun skal have dårlig samvittighed overfor en enkelt derhjemme. Men GO Marina, det er filme sejt af dig!

    • cand.mor
      4. september 2017 / 17:32

      Heh, jeg tror nu, at det (særligt i slutningen) holder hårdt med ethvert phd-projekt. Jeg holder gudskelov fri både en del aftener og i hvert fald om lørdagen. Den luksus har mange af mine fellow phd’er ikke forundt sig selv i deres slutfase.

      Men tænk hvis jeg ikke havde børnene! Så var jeg måske færdig nu?! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *