Offline i seks dage… and counting

Tusinde, tusinde tak for alle søde ord og tanker sidste weekend, da jeg fortalte, at vi havde aflyst vores sommerferie på grund af lille C’s sygdom. Det var simpelthen sådan en træls beslutning at tage, men heldigvis fik vi udtænkt en lille backupferie (mere om den senere), og vi har simpelthen haft sådan nogle dejlige dage sammen. Vi tror næsten, at storebror D helt har glemt, hvad den oprindelige plan var.

Derudover vil jeg lige indvie jer i noget, jeg på ingen måde havde forestillet mig, at jeg ville gøre… Mandag formiddag, inden vi tog på ferie, slettede jeg facebook og instagram fra min telefon! 

Det er lidt vildt, ikke? Det synes jeg i hvert fald selv. Og Sømanden med. Han er imponeret, siger han. Jeg ved ikke, om det skal tolkes som om, at jeg havde et lidt for heftigt forbrug før 😉

Allerede mens planen var, at vi skulle sydpå, havde jeg bestemt mig for, at jeg ville droppe de sociale medier under vores ferie. Dels for ikke at skrige til Gud og hvermand, at vi ikke var hjemme, og dels for at give min skønne mand og børn al min tid og ikke mindst al min opmærksomhed. Da lille C så blev syg, og vi måtte lave vores planer om, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne holde fast i min intention om at træde et skridt tilbage i forhold til at have “tilskuere” til vores ferie.

Siden mandag formiddag har jeg derfor hverken tjekket mails (private, blog eller arbejde) eller været på facebook eller instagram. Det har været lidt mærkeligt, synes jeg. Ikke på FOMO-måden, men i relation til at jeg ofte bruger instagram til at tjekke ting (eks. bognyheder, brands, inspiration via hashtags) og facebook til koordinering med venner og generel involvering i deres liv. De elementer af de sociale medier har jeg savnet en smule, men “hvad har X fået til morgenmad med casual strøet blomsterhoveder?”, “nå, har Y lige været på SMK?” eller “uh, nu samarbejder Z også med den virksomhed” har jeg ikke skænket en tanke.

Min idé var egentlig at “gå online” igen i fredags, da vi kom hjem. Jeg har også reinstalleret de to apps på min telefon, men jeg har ikke brugt dem…

Hvordan har det så været? Tjo, dels har jeg ikke helt lyst til at blive konfronteret med alle de mails, der ligger og venter på mig fra tre forskellige mailkonti, og dels må jeg indrømme, at jeg lidt frygter at “falde i” i forhold til at bruge for meget (synes jeg) tid på hovedløst brug af især facebook og instagram.

Jeg tror – jeg håber – ikke, at det bliver sådan. Jeg tror – jeg håber – at denne lille uges offlinetid vil gøre mig mere opmærksom på netop det hovedløse forbrug af de sociale medier. Sådan at jeg aktivt vælger instagram til, i stedet for at jeg pr. automatik åbner app’en, når jeg har tjekket min mail eller min facebook (den “hellige” treenighed: mail, fb, ig). Pt. har jeg været offline i seks dage. Nu må vi se, hvornår jeg kommer “på” igen 🙂

Kunne I forestille jer at lukke helt ned for sociale medier, enten mens I holder ferie eller “bare” for at tage en pause en gang imellem?

Share:

8 Comments

  1. Sidse
    11. juni 2017 / 06:12

    Jeg synes det lyder dejligt at holde digital ferie…
    Jeg har ikke instegram, da det er en tidsrøver uden lige og er tit opmærksom på hvordan min mobiltid er. Jeg har den fx aldrig på mig derhjemme, men den ligger altid på en hylde i køkkenet (ved siden af min mands). Så kan jeg hører hvis den ringer, men bliver ellers ikke forstyrret af den i tiden sammen med min familie…. Det fungerer godt synes jeg!
    Og bruger den aldrig i udlandet eller i sommerhus, som andet end telefon….

    • cand.mor
      13. juni 2017 / 11:29

      Instagram er også en tidsrøver, omend en utrolig hyggelig en 🙂

      Det lyder også fornuftigt med en “skammekrog” til de voksnes telefoner. Det øver vi os også i at praktisere.

  2. TrInE
    11. juni 2017 / 11:49

    Jeg slukker faktisk et par gange om ugen,i gns., min mobil når jeg kommer hjem fra arbejde. Ellers ligger den bare i skuffen, og bruger faktisk ikke så meget tid på den. Tjekker kun min private E-mail en gang om dagen.

    • cand.mor
      13. juni 2017 / 11:30

      Men hvor længe har du den så slukket?

      Jeg skal klart være bedre til at stoppe med at tjekke mails flere gange om dagen. Et par gange burde virkelig være nok. Så meget kan ting heller ikke haste, tænker jeg…

  3. 12. juni 2017 / 17:03

    Jeg holdt også SoMe-fri hele pinseferien – simpelthen af den årsag, at jeg var på Fur, hvor dataforbindelsen var ikke-eksisterende. Da jeg var i Indien var jeg nærmest ikke på nogle sociale medier i en måned. Og helt ærligt – jeg savnede dem ikke. Altså, sociale medier kan være sjove, inspirerende og praktiske ift. koordinering og sådan, så jeg tror ikke, jeg går offline resten af mit liv. Men det er virkelig rart med pauser engang imellem. 🙂

    • cand.mor
      13. juni 2017 / 11:32

      Jamen så var det jo heller ikke fuldstændig selvvalgt offlinetid på Fur… 😉

      Jeg har heller ikke rigtig savnet dem, og det har virkelig været positivt at erkende det. Har lige været på facebook for første gang siden sidste mandag. Psykomange notifikationer men intet, der virkelig var kritisk, at jeg havde misset.

  4. 13. juni 2017 / 19:34

    Jeg ville gerne kunne lukke ned for sociale medier og mail emgang imellem, når jeg af og til bliver stille er det bare fordi jeg ikke har tid til at være online. Men desværre kan jeg ikke rigtigt lukke helt af for det, da jeg bruger det arbejdsmæssigt og egentligt altid er nødt til st være “på”. Men nogle gange bliver det bare for mange indput og så får jeg lyst til at slette apps som du også gjorde.

    • cand.mor
      19. juni 2017 / 09:00

      Ja, nogle gange kan man qua sit arbejde blive nødt til at bevare “kanalerne åbne”, men du kan tro, det var skønt med godt en uges offlinetid, og jeg tror især, at det hjalp, at jeg slettede de to apps. Så var det ligesom alvor 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *