Stol på jeres mavefornemmelse… især mht. børnenes helbred

Det er ikke for sjov, at man siger, at forældre kender deres børn bedst. Helt udefinerbart ved de det bare, hvis noget ikke er, som det skal være. Sådan havde Sømanden og jeg det i søndags, og jeg er glad for, at vi holdt fast. Lige nu er Sømanden nemlig indlagt i isolation på Skejby med lille C. 

Børneeksem har tidligt været et hyppigt forekommende emne her på bloggen. Især da D var lille – han var i perioder temmelig hårdt ramt. Lille C har været så “heldig” at arve den sarte hud, så herhjemme har apotekercremer nærmest sin egen post på budgettet.

I søndags var vi alle fire i Vestjylland til et familiearrangement, hvor solen som bekendt bagte over hele Danmark. Ret hurtigt begyndte hendes børneeksem (eller det var i hvert fald det, vi troede) at blusse op. Hun blev meget lidt køn for nu at være helt ærlig. Søndag morgen ringede vi til vagtlægen. Han ville dog ikke se hende, fordi hendes almentilstand ikke var påvirket, og hun ikke havde feber. Men det der udslæt var bare ikke normalt, følte vi. Efter en kort lur og en pylleret og træt pige ringede vi igen til vagtlægen og fik nu en mere imødekommende læge i røret.

Lang historie kort – hun udskrev antibiotika til lille C, hende og jeg tog til egen læge i morges, af sted til Skejby med lille pige med voldsomt stafylokokinfektion i sin – ja, netop – børneeksem og nu tre daglige drop med antibiotika direkte i den lille krop.

Sikke en dag! Jeg er fuldstændig smadret af at have været i alarmberedskab hele dagen, men samtidig ovenud imponeret af min lille krigerpige, der først græd, da hun fik lagt venflon, og sygeplejersken sagde “Du må altså gerne græde.” Hun er så sej. Virkelig imponerende hvordan hun stadig er i stjernegodt humør (hun har heldigvis heller ikke feber), smiler og vinker til højre og venstre som en lille royal og med stor tålmodighed lader læger og sygeplejersker gøre det, de nu skal.

Lige nu ligger D og bobler ovenpå (men han savner sin søster), og jeg burde virkelig også enten arbejde eller gå direkte i seng. Er bare helt mast. Glæder mig til gengæld utrolig meget til at komme til Skejby igen i morgen til min lille warrior. Håber hun får lov at komme hjem, så vi kun skal komme til IV-tiderne.

Og nå ja, overskriften. Man må ikke lade hånt om forældres mavefornemmelse. Stol på den, insister, I kender jeres barn bedst ♥

Share:

6 Comments

  1. Ann
    29. maj 2017 / 19:10

    Kunne ikke være mere enig! Men øv med lille C:( Håber hun snart får lov at komme hjem til storebror igen. Rigtig god bedring. N

    • cand.mor
      29. maj 2017 / 19:16

      Og så må vi bare trøste os med, at vi er gamle nok i det her “game” at vi ikke (fuldstændig) tager nej for et nej. Vagtlægerne er utrolig dygtige – ingen tvivl om det – men ikke alt kan eller bør klares over telefonen, så jeg er så lettet over, at det var en anden (type?) læge, vi talte, med anden gang.

      Tak for det, søde du <3

  2. 29. maj 2017 / 19:21

    Puha sikke en forskrækkelse. God bedring med hende. Jeg er helt enig i den med mavefornemmelsen!
    Kh
    Dorte

    • cand.mor
      30. maj 2017 / 06:47

      Ja, det var lige lidt vildere, end vi havde forestillet os. Havde bestemt ikke troet, at hun ligefrem skulle i isolation, men altså… det smitter jo af hekkenfeldt til.

      Man må ikke forklejne forældres mavefornemmelse, når det handler om deres børn…

      Og tak for sidst 🙂

  3. 14. juni 2017 / 07:49

    Åh hvor jeg føler med lille C. Jeg har selv haft atopisk eksem hele livet, og ved, hvor hård sådan en infektion i eksemet er! Jeg har netop udgivet en e-bog om livet med atopisk eksem.

    • cand.mor
      19. juni 2017 / 09:00

      Utroligt nok var det nok værst for os. Hun var totalt upåvirket hele forløbet igennem 🙂

      Held og lykke med e-bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *