Det handler om at overleve. Bare overleve.

Det er mandag, og det er dag 5 af 9 som græsenke. Det værste er overstået (håber jeg!), men jeg er træt. Langt ind i kroppen træt. 

Fra torsdag morgen kl. 05:15 til (næste) lørdag aften kl. 22 er jeg ene på posten herhjemme kun afbrudt af små tyve timer fordelt på to “besøg” af Sømanden mellem københavnertur, en polterabend og en masse dage i Oslo. Det er jo langt fra første gang, at jeg har været alene med barylerne flere dage i træk (the joy of being a navy wife), men det er første gang, det er så lang tid. Det freakede mig lidt ud for nogle måneder siden, da planlægningen af maj måned gik op for os.

Kritiske røster vil så nok sige, at jeg jo langt fra har det hårdt. Han er jo ikke ude at sejle eller i krig eller noget i den dur (omend vi i vinter netop dodgede seks måneder i Kabul). Og der findes jo maaaaasser af eneforældre, der klarer den slags hver eneste dag. Hvorfor tuder jeg så? Jeg tuder heller ikke (eller jo, jeg tudede faktisk en smule, da Sømanden kørte mod Billund i går), men i min verden, i min situation er det her uvant og en kende angstprovokerende.

Indtil videre har vi haft nogle fine dage, en enkelt katastrofedag og så i dag, der har balanceret mellem “NEJ, du må IKKE nive storebror! Heller ikke bide!” og fællessang på badeværelset.

Det er lidt som om, at når jeg er alene på hjemmefronten, går mit planlægningsgen helt amok. Alt bliver forberedt! Jeg begyndte eksempelvis at lave mad til fryseren for to uger siden. Børnenes – og mit eget – tøj bliver langt frem aftenen i forvejen, og bordet bliver dækket. Morgenmaden sættes på bordet, og sko sættes frem, tasker pakket. Styr på tingene – det giver mig ro. Min største udfordring er til gengæld, at jeg har et arbejde, der skal passes, og jeg har ikke lyst til at lade børnene blive meget længere i institution, bare fordi jeg er alene. Og så savn. Børnenes savn af deres far. Javist, jeg savner også deres far, men betydningen af mit savn blegner lidt i forhold til deres. Indtil videre har vi undgået det her, og jeg krydser fingre for, at savnet ikke får overtaget. Men de savner, og det skal de også have lov til ♥

Share:

2 Comments

  1. Trine
    8. maj 2017 / 20:30

    Perfekt timing for sådan et indlæg – eftersom jeg fra på mandag er græsenke i 9 dage med en på 4 og en på 1 1/2. Men har allerede fået lov at øve mig 2 dage i denne uge, så vi er top-tunet på mandag
    Tror på lys for enden – og chancen for minimum 2 hårvaske i perioden…

    • cand.mor
      11. maj 2017 / 20:29

      Hehe, det var da pudsigt 🙂 Pt. er vi på otte down, one to go.

      Hepper på dig i næste uge!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *