Transfervindue: Maria Gerhardt // Udkommer i dag

Maria Gerhardt, Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl, Politikkens Forlag, 2017, anmeldereksemplar, kan købes HER.

I 2014 udgav Maria Gerhardt bogen Der bor Hollywoodstjerner på vejen. Jeg læste den, og jeg græd. I dag udkommer Transfervindue – fortællinger om de raskes fejl. Jeg læste den, og jeg græd. Igen. 

Tirsdag aften tog jeg toget til København, i går kom jeg hjem. I pauserne i mine temmelig forskningsintense døgn forsvandt jeg til Nordsjælland, der i Maria Gerhards nyeste bog er blevet forvandlet til et stort luksuriøst hospice med cannabisdyrkende new age nonner, hvor alle går i hvidt, kontakten med “de raske udenfor” er sparsom, og hvor pengene formøbles på juice, terapeuter og genkaldelse af minder i Virtual Reality-butikken.

Transfervindue er en barsk personlig fortælling om livet, døden og tiden imellem, hvor Maria Gerhardt imellem fremstillingerne af “det nye” Nordsjælland giver gribende indblik i livet som terminal cancerpatient. Især disse indblik rørte mig dybt, og hendes beskrivelse af hendes korrespondance med andre kræftsyge unge mødre lod mig kæmpe med tårerne flere gange. Transfervindue er nemlig ikke en lang bog (96 sider), men da jeg onsdag morgen havde færdiglæst den, måtte jeg straks læse den igen. Og derfor kunne de øvrige hotelgæster to morgener i træk se mig tvinge tårerne på tilbagetog, da Maria Gerhardt beskriver, hvordan hendes søn ikke vil have hjælp af hende, ikke vil have hendes godnathistorier, hendes sange eller lege og siger til sig selv igen og igen “… at det var okay, at han ikke ville have mig som forældre, når nu jeg snart skulle dø.

Transfervindue er barsk. Barsk er faktisk det ord, som jeg synes, er mest dækkende for den, men den er også smuk og rørende. Bogen sidder i mig, og det var en stor læseoplevelse, som jeg vil unde alle.

Uddrag fra bogen:

Der findes et sted i Rosenhaven ved Hellerup Strand, hvor jeg sidder, når jeg ikke kan sove. Jeg venter på solen, ryger cigaretter, imens jeg venter, ryger cigaretter, selvom jeg ikke må.

Mine ben spjætter, nerveskader, siger de. Kroppens notifikationer.

Det står med rødt, det står med gult, det står med orange, kærlig hilsen stadie fire. Jeg ved ikke, hvad klokken er, vi må ikke have ure her. Min taske har ellers det mest nødvendige, en snor, jeg kan hive i, hvis jeg har brug for hjælp. Ild og penge.

Vores interne valuta bærer billeder af mirakler. Jeg venter på solen, ryger cigaretter, imens jeg venter, ryger cigaretter, selvom jeg ikke må. Hver gang jeg lukker øjnene, bliver jeg vækket af lydene. Et nervøst øjeblik har jeg glemt, at katastrofen ikke er på vej, katastrofen er her allerede.

Alexander Vesterlund har for Politiken skrevet en vældig fin og indsigtsfuld anmeldelse af bogen her. Personligt havde jeg smidt et ekstra hjerte i puljen, for jeg erindrer ikke, at jeg nogensinde har læst sidste side i en bog med den umiddelbare følelse af straks at måtte bladre om til side 1 og starte forfra.

Billedkilde: Politikens Forlag

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *