Glimt fra CIFF KIDS

Det er mærkeligt, som ens liv sommetider er helt utrolig kontrastfyldt. Onsdag og torsdag i denne uge tilbragte jeg i København sammen med Lou, en masse blog- og instagram-“kollegaer”, samt en masse nationale og internationale brands, indkøbere og presse til den halvårlige børnemodemesse. Siden i går eftermiddags har jeg passet syg lillesøster, faktisk slet ikke været i bad og generelt bare været meget lidt “fasj”. Kontraster må der til… Og egentlig giver det bare en endnu større fornøjelse så at kigge billeder igennem, sortere og udvælge (åh, det var svært!) og tænke tilbage på to skønne dage med fokus på noget af det, der kommer i butikkerne lige om lidt (interiør) og til sommer (moden).

Så hermed en omgang fluen på væggen fra mine to dage på CIFF KIDS…

Alle de gange, jeg har været på børnemodemessen, har Wheats stand været den, jeg har brugt længst tid på at besøge. Dels har jeg et soft spot for Wheats tøj, og dels er jeg vild med folkene bag. De er så søde! I år var dog en endnu større fornøjelse end ellers, da Wheat havde inviteret en dansk (!) Disney-tegner med på standen. Det var så fascinerende bare at stå og se på ham tegne. Han tegnede en tegning af Stålanden til D, og D blev selvfølgelig helt ekstatisk ved synet af den. Den er nu rammet pænt ind i en guldramme og hænger over hans seng.

Onsdagen startede med hyggeligt morgenevent hos MarMar, der til efteråret laver en kollektion inspireret af de første indianerstammer og nybyggere. Fuldstændig fascinerende univers, Marlene Anine Holmboe har bygget, som jeg glæder mig til at gense til sommer. Især en grøn tylnederdel fra deres tween-kollektion, som jeg har skrevet på min indre ønskeliste.

Lou til fejring af Soft Gallerys 10 års-jubilæum og et af de originale kunstværker, der kunne ses som print/broderi i en tidligere kollektion.

Præsentation af Knast by Krutter og Krutter af mærkernes skønne og smilende indehaver og designer, Birgitta. Der var så mange skønne styles i den kollektion, og det bliver ikke sidste gang, I får mærkerne at se her på bloggen, tør jeg næsten garantere.

På interiørfronten var Liewood et stort hit hos mig. Utrolig mange fine ting og store udvidelser på kollektionerne. Måske har nogen af jer allerede spottet på instagram, at der kommer strømper?

Mere interiør… Nofred kommer med disse fantastiske legehuse, der lige så vel kan rumme LEGO City-figurer som dukker. Så fine! Og så kan I lige spotte en skøn lille bænk til venstre i billedet.

Fabelab er endnu et af de brands, jeg har et soft spot for. Jeg kunne lide alt, jeg så! Især den lille tryllestav/festav var ganske eminent og især sammen med tæppet, der både kan bruge som tryllekappe og sommerfuglevinger.

Alle har brug for lidt ekstravagance, ikke? 😀 Christina Rohde har jeg ikke beskæftiget mig så hulens meget med, da hun primært laver tøj til piger (altså bortset fra en række lækre unisex-styles i uld og quiltet bomuld), men nu? Avs altså. Jeg har lovet mig selv, at jeg gerne må købe denne pelsjakke (fake fur) til efteråret, der både laves i børne- og i voksenstørrelse. Absolutely fab!… havde jeg nær sagt 😉

I år havde Lou og jeg for en gangs skyld tid til at tusse rundt og opdage nye brands. Det brand, der står suverænt stærkest for mig, er Hector+Havana, der er et helt nystartet (kun ni måneder gammelt!) dansk brand med to søde og skønne piger bag. Den ene sygeplejerske og den anden revisor (vi har faktisk den samme bacheloruddannelse). Hector+Havana fusionerer den blødeste kashmir med et ganske fantastisk Liberty-print, og resultatet bliver den luksus, vi alle drømmer om til os selv og vores børn. Det lyder jo helt afsindigt dyrt, og ja, det er ikke styles, hvor man bare køber en i hver farve, men det overraskede mig, at det faktisk ikke bliver dyrere, for som jeg talte med dem om, betyder en baggrund i økonomi, at de ved, at de ikke kan tillade sig at forelske sig i en lille, men dyr, knap, der i sidste ende får det til at vælte hos forbrugerne.

Hector+Havana har endnu ingen webshop (men den kommer her), men I kan følge dem på instagram her, og jeg tror (og håber!), at det er et mærke, vi kommer til at høre meget mere om.

Over and out fra dette års CIFF-“fluen på væggen”-rapportage. Nu vil jeg vaske noget (mere) tøj og slå mig ned i sofaen med en kop te. Det var noget med kontraster, ikke? 😉

Share:

2 Comments

  1. 4. februar 2017 / 20:07

    Tak for (endnu) en fantastisk tur 🙂

    Kram herfra den gyldne ghetto’s sofa
    Lou

    • cand.mor
      7. februar 2017 / 11:44

      Selv tak, søde. Den tur kan jeg leve højt på længe 🙂

      Kram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *