Hvad i alverden har jeg sagt ja til?

For et par uger siden fik jeg en mail, jeg lige måtte læse et par gange, før jeg egentlig forstod formålet med den. Jeg forstod, jeg snaaakkede med Sømanden, jeg tænkte, og så kastede jeg mig ud i det. Jeg har sagt ja til at holde et foredrag til marts. Gisp. 

Foredraget skal handle om blogging, børn på sociale medier, de kommercielle aspekter af blogging, at vende tilbage på arbejdsmarkedet. Ja, emnet er vist temmelig bredt, men altså… jeg har fortrudt det tusinde gange siden. Hvad i alverden har jeg kastet mig ud i??

Jeg har holdt masser af oplæg og præsentationer på mit arbejde foran både kendte og nye mennesker, så hele situationen er mig ikke fremmed. Sømanden sagde “Det kan du da sagtens gøre. Der er ingen, der ved mere om dine tanker om blogging end dig”, og ja, det er da rigtigt nok, og det er også lige præcis det, der gør mig nervøs. Det her foredrag kommer til at handle om mig – jeg har ikke min faglighed at støtte mig til!

Er jeg så på vej til at melde afbud? Nej, det er jeg ikke. Jeg tror på, at det er enormt vigtigt, at man engang imellem træder lidt ud af sin comfort zone og bliver mere end bare almindeligt udfordret, og det skal jeg nok blive denne gang. Big time.

Foredraget bliver del af Kulturhuset Skanderborgs “Barselsakademi”, hvor hjemmegående mødre og fædre inviteres til en række formiddagsmøder med først et oplæg om et horisontudvidende/ammehjerneforebyggende emne og dernæst fri hygge og babyleg. En barsel er babypludder, hygge og accept af babys tempo, men derfor behøver man ikke gå i stå som forældre, synes jeg. Barslen er derfor også et oplagt tidspunkt til at blive udfordret lidt og få udvidet sin horisont. Jeg er vild med initiativet og havde hjertens gerne deltaget i det selv, hvis jeg var på barsel. Det er jeg ikke, så i stedet støtter jeg det med mine ord og tanker. Jeg skal bare liiige vænne mig til tanken om ikke at være deltager, men faktisk hende der skal holde foredraget.

På mine nervøse knæ beder jeg derfor nu jer om hjælp. Hvis I skulle høre et sådant foredrag, hvad ville I så særligt være interesseret i, at jeg talte om?

Share:

8 Comments

  1. 17. januar 2017 / 08:05

    Ej Mega spændende! Jeg lover at komme hvis det er en dag jeg ikke er på arbejde. Skanderborgs nye kulturhus er vildt flot, og du skal glæde dig.
    Jeg tænker at aspektet med børn og om de skal vises frem på alle flader på www er ret relevant. Altså de vælger jo ikke selv om de skal udstilles med mad i hovedet, på potte eller sovende. Jeg tænker selv helt vildt over det på bloggen, om de vil være ok med de billeder som 15 år. Eller 5.

    • cand.mor
      17. januar 2017 / 10:01

      Årh, du er så sød! Ville være rart at se et kendt ansigt i mængden.

      Hmm ja, det er en virkelig god pointe. Hvilke kriterier sætter man op for at afgøre, om man vil vise sit barn frem eller ej på nettet? Og den diskussion er jo relevant, uanset om man blogger eller ej.

  2. 17. januar 2017 / 09:26

    Seje dig! Selvfølgelig kan du det, for det er også et område, du har en faglighed indenfor – bare ikke en universitetsfaglighed.

    • cand.mor
      17. januar 2017 / 10:01

      Tak, søde. Hmm ja, point taken. Bare stadigvæk virkelig nervepirrende.

  3. Anette w
    17. januar 2017 / 19:01

    Hende kender jeg! Jeg syntes det at bryde med barselsboblen er svært. Har været på arbejde to uger men vil meget hellere være hjemme. Eller arbejde hjemme om aftenen for at have mere tid med A og F. Måske noget om at det er vigtig at man også er ambitiøs på sit arbejde oh ikke sætter sit (arbejds)liv på stand-by i 10-15 år og først gøre karriere når ungerne er store. Mændene gør det og børnene elsker jo stadig dem. Det er mener jeg at du helt klart er et eksempel på. Hvordan tager man afsted på konferencer i mumiland med god samvittighed og faktisk nyder det! Håber det kan bruges 🙂

    • cand.mor
      19. januar 2017 / 17:53

      Kæreste Anette, TAK for den kommentar og for dine inputs. Super, super god idé at snakke om at bryde barselsboblen og så faktisk også gøre det med god samvittighed.

      PS Glæder mig til at fejre dig i næste uge.

  4. Katrine
    18. januar 2017 / 08:33

    Ih, det lyder spændende – hvis jeg var på barsel stadig (og boede i nærheden 🙂 ), ville jeg komme 😉

    Jeg tror, du skal tænke, at du har en faglighed, nemlig som mor og blogger, og at dem, der kommer, jo kommer for at høre om dine tanker om lige netop den konstellation. Jeg tror ikke, der er et facit, eller nogen der vurderer dig på, om du siger noget “forkert” – tænker egentlig bare, at de kommer, fordi de synes, du er interessant.

    Jeg synes, som en anden også skriver, at tankerne om at eksponere sin børn på sociale medier og i hvilken grad er spændende. Hvad har I gjort jer af overvejelser derhjemme?

    Måske også fortæl noget om, hvordan I får jeres hverdag til at hænge sammen med to små børn. De fleste, der kommer, sidder enten med deres første barn og får helt tomme øjne, når de tænker på, at de nogensinde skal aflevere deres barn til nogen, eller som anden- eller tredjegangsmødre, der ikke kan se sig ud af, hvordan man nogensinde kommer ud af døren og på arbejde til tiden med endnu et barn, når det nu var besværligt nok i forvejen (det er en kunst 😉 ) Med humoristiske briller og lidt selvudlevering kommer man langt i sådan et forum 😉

    God fornøjelse – er sikker på, du vil gøre det godt!

    • cand.mor
      19. januar 2017 / 17:55

      Hvor er du sød, Katrine. Tak for din gode og lange kommentar, og ja, jeg skal nok sørge for at pakke humoren og lidt selvudlevering med i tasken den dag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *