Kagerne fra den store jule- og nytårsbagedyst og mine småkager med bolcher

Jeg er VILD med Den Store Bagedyst, og det er ingen undtagelse med kagerne fra den store jule- og nytårsbagedyst. Jeg glæder mig hvert år, og skal naturligvis også sidde parat, når programmet glider over skærmen senere i december! Skal I også? 

For et par måneder siden modtog jeg bogen – og opskrifterne! – om kagerne fra den store jule- og nytårsbagedyst, Den store bagedyst – De bedste opskrifter fra jul og nytår, i anmeldereksemplar, og sjældent har jeg været så uimodtagelig for Moar, Moar, se lige her!, som da jeg pakkede den op. Jeg er så dybt fascineret af programmets deltagere og deres værker, for ja, i mange tilfælde er det jo værker, der er både kunstneriske i udtryk og gennemtænkte ned til mindste detalje.

Mange af opskrifterne er dog ikke sådan ligetil at gå til for “lægmand” og ej heller bare nogenlunde erfarne hobbybagere som jeg, der hverken har isomalt, bladguld eller mandarinkoncentrat i skabene. Den store bagedyst – De bedste opskrifter fra jul og nytår er dog på ingen måde en kogebog, der bare kan stå til pynt, da den også indeholder en masse opskrifter på konfekt og småkager, hvor alle kan være med. I weekenden bagte D og jeg Mickis julesmåkager med appelsin, og de var bestemt et hit. Og vigtig detalje til når man bager med børn: den færdige dej er super nem at arbejde med, når der skal ases og masen med både kagerulle og alle de udstiksforme, huset kan tilbyde.

På Pinterest (åh, det medie er jeg vild med!) så jeg engang et billede af nogle småkager med indlagt “bolchevindue”. Det så både nemt og ganske fascinerende ud! Helt så nemt som først antaget blev det dog ikke, men fint alligevel.

Med udgangspunkt i julesmåkagerne med appelsin stødte jeg til formålet nogle bolcher i en morter, og fyldte så en smule knust bolche i småkagehullet, da der var fire minutter tilbage af bagetiden. I ovnen smeltede sukkeret og dannede det fine vindue, der efter afkøling giver småkagerne et godt cruch. Udfordringen er dog at tilpasse mængden af bolche til småkagen. Det er desværre ikke helt nemt, men når det lykkedes, pynter de virkelig på bordet.

Har I fået julebagt en masse i år? Jeg mangler stadig pebernødder, og traditionen tro er klejnerne fuldstændigt Sømandens domæne.

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *