Kunne jeg finde på at flytte til udlandet?

Billede 27-04-2016 16.04.07

Fra vores ferie i Hamborg

Danskerne bliver kritiseret for det i stor stil – vi er ikke mobile nok og vil ikke flytte os efter, hvor der er ledige jobs. Vi er måske heller ikke særlig eventyrlystne. Vi er hjemmefolk, der har det bedst i vante rammer. Jeg selv inklusiv. Og så er der Sømandens og mine brødre. Min lillebror (ham kan I følge her) bor i øjeblikket i Paris, hvor han arbejder som freelancefotograf, og Sømandens lillebror rejser om lidt til Grønland (for tredje gang) for at arbejde som kok på et af Grønlands absolut bedste hoteller. På ubestemt tid. Selvom jeg ved flere lejligheder har luftet min utilfredshed over manglen på onkler i Danmark, så er jeg også fuld af beundring for deres beslutninger og eventyrlyst. Hvorfor ikke bare gøre det? 

Tjo, der er bare lige den forskel, at ingen af de skønne, unge herrer har ægtefæller (eller kærester, så vidt vi ved af) eller børn, så de er ikke bundet til Danmark på samme måde, som vi er. Men skal børn nu være en hindring for at arbejde et par år i udlandet?

Inden for mit hverv er det ganske normalt, at topforskere (mangler liiige lidt endnu for at få det prædikat ;)) hiver et halvt, et helt eller måske flere år ud af kalenderen for at blive gæsteforskere ved et universitet i udlandet. Og så flytter familien med. Inden for Sømandens hverv er det også ganske normalt at arbejde langt væk hjemmefra i kortere eller længere perioder. Det er så oftest bare uden familien. Der findes dog også udlandsstillinger, hvor det ville være oplagt, at hele familien rykkede med.

Kunne vi finde på det?

Jeg ved det ikke.

Tanken er fristende. Det indrømmer jeg blank. Jeg er vild med tanken om at rykke til udlandet for en periode, gøre det til en slags familieeventyr, men kombineret med arbejde og en almindelig hverdag, så vi ville få det andet lands kultur ind under huden og ikke “bare” være i ferie-mode. Men hvis arbejde skulle være “det vigtigste”? Rykkede vi efter mit eller efter Sømandens arbejde? Hausfrau eller Hausvater? Jeg tror, at jeg ville blive skør, hvis jeg skulle agere Hausfrau i mere end et par måneder (eller måske ville den der børnebog så blive skrevet?), og jeg ved, at Sømanden har det på samme måde. Tanken er fristende, men hvorforhvornår og hvordan sætter sine begrænsninger på drømmeflugten. Og så snakker vi slet ikke om, hvordan bedsteforældrene ville reagere!

Kunne I finde på at flytte til udlandet?

Share:

2 Comments

  1. 13. september 2016 / 08:52

    Jeg gjorde det for to år siden – hev mig selv, manden og ham den lille på dengang kun 1 år og 2 måneder op med rod og flyttede til Paris, fordi jeg var blevet tilbudt et job hernede. Og jeg har ikke fortrudt det! Det har været den vildeste oplevelse og virkelig, virkelig godt for min karriere. Men det er også hårdt. Når vi engang kommer hjem igen, skal der nok en del mere til for at jeg gør det én gang til – f.eks. vil jeg ikke byde min søn det en gang til, før han kan tale sproget i det land, vi eventuelt tager til. Han er nu tre år og er begyndt i fransk skole – uden at tale fransk. Ja, børn er seje, men jeg kan stadig godt mærke, at han synes det er irriterende, at ingen forstår hvad han siger.
    Jeg forstår sagtens dine tanker omkring, hvordan man vælger, hvis karriere der er “vigtigst”. Jeg er så heldig, at min mand er musiker og kan arbejde hvor som helst, men derfor har det stadig også været hårdt for ham. Det kræver ganske enkelt ofre at flytte, når man er etableret – men det er samtidig en oplevelse for livet.

    • cand.mor
      14. september 2016 / 05:56

      Hvor er du altså sej! Det kan jeg virkelig kun beundre. Og heldigt at din mands arbejde “passede” med en flytning.

      Børn er så cool til forandringer og nye situationer (kunne vi voksne lære en hel del af). Håber det fortsat går godt. Vildt at han snart skal sove lur der også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *